§ 1 NAVN & HJEMSTED Foreningens navn er: MedWin brugergruppe. Foreningens adresse er formandens adresse. Foreningen er stiftet ved generalforsamling den 28. oktober 1990 på Sørup Herregård.
§ 2 FORMÅL Foreningens formål er at være samlende organ for MedWin brugere i Danmark og at varetage medlemmernes faglige, økonomiske og sociale interesser bl.a. ved: a) at repræsentere medlemmerne udadtil i forhold, der er af fælles interesse og betydning f.eks. over for systemudviklere, faglige og offentlige instanser, forsikringsselskaber etc. b) at søge samarbejde med såvel danske som udenlandske organisationer, der er organiserede efter samme retningslinier som foreningen, hvor dette er hensigtsmæssigt. c) at arbejde for kommende MedWin brugeres uddannelse og for medlemmernes videre uddannelse. Foreningen er politisk og religiøs uafhængig.
§ 3 MEDLEMSKAB
Som medlem kan optages a) Læger, der har erhvervet brugerrettigheden til MedWin programellet. Ikke læger som anvender MedWin kan efter bestyrelsens skøn optages. MedWin brugere, der ophører med at praktisere, kan begære overførsel til passivt medlemskab. Disse har ingen stemmeret og er ikke valgbare, men har ret til at deltage i foreningens mødeaktiviteter. b) Extraordinære medlemmer kan indstilles af bestyrelsen og optages efter generalforsamlingens accept. § 4 KONTINGENT a) Kontingentet for det følgende regnskabsår fastsættes af generalforsamlingen. Kontingentet betales forud for ét år ad gangen inden udgangen af regnskabsåret. b) Har et medlem ikke betalt kontingent rettidigt, har vedkommende ingen stemmeret og er ikke valgbar før restancen er indbetalt. c) Er kontingentet ikke indbetalt senest 1 måned efter sidste rettidige indbetalingsdag, har bestyrelsen ret til - efter at skriftligt varsel er givet - at fratage den pågældende medlemsrettighederne. Genoptagelse som medlem kan først ske, når kontingentet samt de af foreningen erlagte udgifter i forbindelse med opkrævningen af kontingentet er indbetalt. § 5 EKSKLUSION a) Et medlem, som modarbejder foreningens interesser, udviser ukollegial optræden eller af andre grunde skønnes uværdig til at være medlem af foreningen, kan ekskluderes, såfremt en generalforsamling med 3/4 af de afgivne stemmer beslutter dette. b) Det pågældende medlem skal ved anbefalet brev underrettes om dets foreslåede eksklusion samt grunden hertil, og skal have ret til at udtale sig på generalforamlingen inden afstemningen om eksklusionen finder sted. § 6 UDMELDELSE Udmeldelse af foreningen eller anmodning om passivt medlemsskab skal meddeles bestyrelsen skriftligt senest en måned inden udgangen af et regnskabsår. § 7 GENERALFORSAMLINGEN
a) Generalforsamlingen er den højeste myndighed i alle foreningens anliggender. b) Den årlige, ordinære generalforsamling finder sted på skift forskellige steder i Danmark. Det afholdes i forbindelse med det årlige brugermøde. Såfremt brugermøderne opdeles geografisk, holdes generalforsamlingen på skift i de respektive landsdele. c) Medarbejdere hos foreningens medlemmer har adgang til generalforsamlingen, men ingen stemmeret. d) Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det hensigtsmæssigt, eller på begæring af mindst 33% af medlemmerne. Begæringen skal indgives skriftligt til bestyrelsen og skal indeholde en angivelse af de emner, der ønskes behandlet på generalforsamlingen. Denne skal afholdes senest 4 uger efter begæringens modtagelse. Bestyrelsen fastsætter mødestedet.
§ 8 INDKALDELSE TIL GENERALFORSAMLING
a) Sted og dato for generalforsamlingen fastlægges ved årsmødet det foregående år. Såfremt der sker en ændring, meddelses dette med mindst 4 ugers varsel ved e- mail til medlemmerne ud fra de e-mailadresser, der er registreret i medlemsdatabasen på hjemmesiden. Det er det enkelte medlems ansvar at oplysningerne er korrekte. Endvidere annonceres ændringen på hjemmesiden. Indkaldelsen skal indeholde dagsorden for mødet.
b) Ved ekstraordinære generalforsamlinger kan varslet efter bestyrelsens beslutning nedsættes til 10 dage. c) Forslag fra medlemmerne, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest 3 uger før generalforsamlingens afholdelse.
§ 9 DAGSORDENEN FOR GENERALFORSAMLINGEN
1. Valg af dirigent, jvf. § 10a 2. Godkendelse af dagsorden 3. Bestyrelsens beretning for det forløbne år samt godkendelse af samme 4. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse 5. Forslag til kontingent i henhold til vedtægternes § 4a 6. Valg af 2 eller 3 bestyrelsesmedlemmer samt suppleanter, således at der skiftevis vælges 2 og 3 bestyrelsesmedlemmer 7. Valg af revisor og revisorsuppleant 8. Forslag fra bestyrelse og medlemmer 9. Eventuelt § 10 GENERALFORSAMLINGENS AFVIKLING
a) Generalforsamlingen vælger ved simpelt flertal en dirigent, der leder forhandlingerne og afgør alle tvivlsspørgsmål vedr. sagernes behandling og stemmeafgivning. b) Stemmeafgivning skal være skriftlig, såfremt mindst 10% af de tilstedeværende medlemmer kræver det. c) De på generalforsamlingen behandlede sager afgøres ved simpel stemmeflerhed. Vedtægtsændringer kræver dog, at 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. I tilfælde af foreningens opløsning finder reglerne i § 16 anvendelse, og i tilfælde af eksklusion af et medlem finder reglerne i § 5 anvendelse. d) Der kan stemmes ved personligt fremmøde, ved fuldmagt samt ved skriftlig afgivne stemmer. Brevstemmer til fremsendte forslag skal fremsendes anbefalet, de skal være bestyrelsesformanden i hænde senest 3 dage før generalforsamlingen, og de skal være formuleret som "ja" eller "nej" henholdsvis som "for" eller "imod". e) Genvalg er tilladt 2 gange. f) Over forhandlingerne på generalforsamlingen føres protokol, der underskrives af dirigenten. Referat fra protokollen vedr. generalforsamlingen bringes på hjemmesiden senest en måned efter dens afholdelse.
§ 11 BESTYRELSEN
a) Foreningens anliggender varetages af bestyrelsen, der består af 5 medlemmer samt 4 suppleanter. b) Valgene gælder for 2 år. Hvert år afgår 2 eller 3 medlemmer af bestyrelsen efter tur - den første gang ved lodtrækning. Suppleanterne vælges ligeledes for 2 år af gangen med valg af 2 suppleanter hvert år. Suppleanterne aftaler indbyrdes hvem der er hhv, 1., 2., 3., og 4. suppleant. c) Bestyrelsen konstituerer sig selv med: Formand, sekretær (der samtidig er næstformand) og en kasserer. d) Ingen kan være medlem af bestyrelsen i mere end 6 år i træk.
§ 12 BESTYRELSESMØDER
a) Bestyrelsesmøder afholdes efter formandens beslutning, eller såfremt 2 bestyrelsesmedlemmer forlanger det. Bestyrelsen er beslutningsdygtig når 3 er tilstede. Ved afbud kan suppleanterne indtræde. Suppleanterne kan herudover deltage i bestyrelsesmødeme -dog uden stemmeret og for egen regning. b) Ved stemmelighed i valgsituationer er formandens stemme afgørende. c) Bestyrelsen fører protokol over sine møder. d) Alle hverv i bestyrelsen er ulønnede. Udgifter i forbindelses med deltagelse i møder og arrangementer dækkes. Sekretærhjælp, telefonudgifter, porto og fotokopering betales af foreningen efter regning eller skøn.
§ 13 UDVALG
Bestyrelsen kan nedsætte ad-hoc-udvalg til at løse bestemte opgaver for en tidsbegrænset periode. Ansatte hos medlemmer er valgbare til disse udvalg. Opgaver kan fx være: Afholdelse af udadrettede aktiviteter som foredrag og udstillinger, besøg hos firmaer, organisationer, messer o.l. Personer, der bliver bedt herom skal være indforståede hermed.
§ 14 TEGNINGSRET
Foreningen tegnes af 2 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf formanden er den ene.
§ 15 REGNSKAB OG REVISON
a) Foreningens regnskabsår går fra 1/7 til 30/6. Det reviderede regnskab for det foregående år skal forelægges til godkendelse ved hvert års ordinære generalforsamling. b) En afgående kasserer skal senest i måned efter generalforsamlingen aflevere et afsluttet (med evt. regninger betalt) og revideret regnskab til den tiltrædende kasserer. I perioden indtil afleveringen af regnskabet er den afgående kasserer ansvarlig for dette. c) Hvis en kasserersuppleant måtte tiltræde midt i en regnskabsperiode, skal suppleanten sammen med formanden aflægge regnskab. d) Regnskabet skal før den ordinære generalforsamling være revideret af revisoren, der vælges blandt foreningens medlemmer uden for bestyrelsen. e) Revisoren og revisorsuppleanten vælges for 3 år.
§ 16 FORENINGENS OPLØSNING
a) Vedtagelse af foreningens opløsning kræver, at mindst havdelen af foreningens medlemmer deltager i generalforsamlingen, og at beslutningen tiltrædes af mindst 3/4 af de tilstedeværende. Generalforsamlingen træffer samtidig beslutning om anvendelse af foreningens midler. b) Såfremt mindre end halvdelen af foreningens medlemmer er til stede på generalforsamlingen, men 3/4 af de tilstedeværende stemmer for forslaget, indkalder bestyrelsen inden 14 dage til en ekstraordinær generalforsamling, på hvilken forslaget, uden hensyn til fremmødet, kan vedtages, dersom 3/4 af de tilstedeværende stemmer herfor. c) Ved opløsning kan der ikke stemmes ved fuldmagt.
Sørup Herregård den 28. oktober 1990
Ændret på Hotel Marselis den 30. oktober 2005